vis-nyhed

« Tilbage

Refefrat af ordinær generalforsamling for Dejbjerg Golf Klub

Skrevet d. 10/12-2015 af: Hanne Häggqvist

 

 Referat fra: 

Ordinær generalforsamlingen i Dejbjerg Golf Klub onsdag den 25. november 2015 kl. 19.00 i Golfgården, Dejbjerg. 

Dagorden: 1. Valg af dirigent. 2. Beretning om klubbens virksomhed i det forløbne år. 3. Fremlæggelse af den reviderede årsrapport til godkendelse. 4. Fremlæggelse af budget for 2015/2016 og fastsættelse af medlemskontingent og indskud. 5. Behandling af forslag fra bestyrelsen. 6. Behandling af forslag fra medlemmerne. 7. Valg af bestyrelsesmedlemmer. På valg er: Bent Byskov modtager ikke genvalg Jens Peder Jespersen modtager genvalg Peder Bro Iversen modtager genvalg 8. Valg af 1 suppleant til bestyrelsen. 9. Valg af revisor. Bestyrelsen foreslår genvalg af Partner Revision, Skjern. 10. Eventuelt. 

Klubbens formand Kurt Dalgaard bød velkommen til de 82 fremmødte medlemmer inkl. klubbens bestyrelse. 

Ad 1. Valg af dirigent. Foreslået og valgt blev Peter Sørensen, Spjald, der kunne konstatere generalforsamlingen for lovlig indvarslet. Dirigenten gennemgik generalforsamlingens dagsorden og forretningsgang til afvikling af generalforsamlingen. Forsamlingen kunne tilslutte sig dette. 

Ad 2. Beretning om klubbens virksomhed i det forløbne år. 

Indledning 

Jeg vil gerne indlede beretningen med to positive udsagn: 

2015 har generelt været et godt år for dansk golf, og 2015 har også generelt været et godt år for Dejbjerg Golf Klub. Jeg håber, I vil være enige med mig i det sidste udsagn, når jeg er færdig med beretningen, selv om den naturligvis ikke er positiv på alle punkter. 

Økonomiske hovedtal 

Det første, jeg vil omtale, er økonomien, og her er den positive melding, at det samlede resultat viser et overskud på knap 97.000 kr. Hvordan vi er nået frem til det, vil Hans Peter fortælle om i detaljer her om lidt. Jeg vil nøjes med at se på nogle af tallene og baggrunden for dem. 

Medlemstal 

Kontingenter og indskud udviser en tilbagegang i forhold til året før på godt 51.000 kr. Denne tilbagegang dækker over en del forskydninger i medlemsskaren. De største forskydninger er, at antallet af seniorer er faldet, mens antallet af flexmedlemmer er steget. Det samlede antal af det, vi kalder aktive spillere, er faldet fra 898 til 888, altså ikke en særlig stor tilbagegang, men indtægterne er faldet, da der er flere af de ”billige” medlemskaber og færre af de ”dyre” medlemskaber. 

Ser vi på de øvrige medlemskaber, dvs. fjernmedlemmer, passive, Pay & Play medlemmer og prøvemedlemmer er der nogenlunde status quo – undtaget ved juniorprøvemedlemmer og bambier, hvor vi er kommet helt i bund med henholdsvis 5 og 6 medlemmer. 

Foreningens samlede medlemstal endte på 1047 medlemmer mod 1102 sidste år. 

På landsplan viser tallene en ganske lille fremgang, men det er desværre en fremgang, der især skyldes, at antallet af flexmedlemmer er steget med godt 10 %. Tallene for fuldtidsmedlemmer er stort set uændret i forhold til året før, men alt i alt må det siges at være positivt, at der ikke er tilbagegang for golfsporten i Danmark 

Greenfee 

I forhold til sidste år er greenfee-indtægterne faldet med ca. 110.000 kr. Faldet på Pay & Play banen har ikke været voldsomt. Det væsentligste fald har været på den store bane, hvor antallet af gæster er faldet med 807, så der i alt har været 2.527 gæster. Hvis bare faldet kunne forklares med det våde og kolde forår, så kunne vi vel tage det nogenlunde roligt og håbe på bedre vejr næste år, men desværre viser det sig, at faldet er nogenlunde jævnt fordelt hen over hele sæsonen. 

Der er ingen tvivl om, at vi skal i gang med en markedsføring, for at trække flere gæster til Dejbjerg Golf Klubs dejlige bane. Det vil være en opgave, som bestyrelsen vil prioritere meget højt i løbet af vinteren, så vi kan få vendt udviklingen allerede i den kommende sæson. Vi vil jo selvfølgelig i den forbindelse ligesom i alle andre forhold meget gerne have gode input fra jer. 

Sponsorindtægter 

Sponsorindtægterne har været på ca. 480.000 kr., og det er en stigning på knap 40.000 kr. i forhold til sidste år. En sådan indtægtspost er fantastisk at have for klubben, og vi er meget taknemmelige over, at så mange firmaer – store som små – år efter år vil støtte os økonomisk på den måde. 

Arbejdet med at skaffe sponsormidlerne ligger i PR- og sponsorudvalget, og jeg vil gerne her takke udvalget for den vellykkede indsats. Samtidigt vil jeg også gerne fremhæve Hannes arbejde på området: Uden din indsats og erfaring, og uden din viden om sponsorerne ville det være meget vanskeligt at opnå så flot et resultat. 

Shoppen 

I regnskabet udviser shoppen et overskud på 101.105 kr. Det er en fremgang på 50.000 kr. i forhold til sidste år, så det må siges, at det var en rigtig beslutning, der blev taget, om at drive shoppen selv med indkøb direkte fra grossister. 

Det, at overskuddet er blevet forøget, har jo kun kunnet lade sig gøre, fordi I har været gode til at handle i shoppen, så tak for det. En anden grund er også, at Hanne og Johnny har ydet en rigtig stor indsats for at betjene jer, sideløbende med de øvrige opgaver, de har haft. 

I bestyrelsen mener vi, at det er et stort aktiv for klubben, at der er en velfungerende shop. Det er først og fremmest en god service for jer medlemmer, men det er også noget, som mange greenfee-spillere sætter stor pris på. Vi har derfor besluttet, at gøre shoppen endnu mere attraktiv ved at udvide sortimentet en smule til næste sæson. Først og fremmes får vi forhandling af flere mærker inden for jern og køller, men vi tager også ECCO-sko ind, da der har været en del efterspørgsel på dem i denne sæson. 

Rahbek Fonden 

Som det nok er de fleste her bekendt, er vi så heldige i Dejbjerg Golf Klub, at Irene og Morten Rahbek på et tidspunkt indstiftede en fond, som blandt andet har til formål at støtte Dejbjerg Golf Klub. Vi ansøgte i foråret om tildeling af midler fra fonden til delvis dækning af omkostningerne ved en udvidelse af garagepladsen til golfbiler. 

Vi søgte om 30.000 kr., som vi fik bevilget, men med fondens godkendelse brugte vi i stedet pengene i forbindelse med indkøb og etablering af nyt styringssystem til vandingsanlægget på golfbanen. Det var en udgift på 130.000 kr., som vi ikke havde budgetteret med. 

Der er ingen tvivl om, at vi inden for en nær fremtid skal i gang med at skaffe mere plads til golfbiler. Der er for øjeblikket en lille venteliste, og medlemsskarens alder taget i betragtning vil den sikkert vokse i fremtiden. Vi har i bestyrelsen ikke taget stilling til hvordan og hvornår byggeriet skal i gang, men pladsen er da klargjort langs vestsiden af den eksisterende garage og bagrum. 

Restauranten 

Vi er desværre nu igen i den situation, at vi skal finde nye folk til at passe vores restaurant, da Erik jo har meddelt, at han ikke vil forlænge kontrakten efter denne sæson. Det er rigtig ærgerligt, at han og Niels ikke vil fortsætte, men da beslutningen nu er truffet, kan vi ikke gøre andet herfra end at sige tak for samarbejdet i de to år, der er gået. 

Erik har hjulpet os med gode råd i forbindelse med den fremtidige drift, og han er indstillet på at give yderligere hjælp, hvis vi får brug for det. Det siger vi også stor tak for. 

Bestyrelsens overvejelser går på, om vi skal prøve at finde en forpagter igen, eller om vi skal drive restauranten i klubregi med lønnet personale kombineret med frivillige hjælpe. Vi er ved at indhente erfaringer fra andre klubber, og vi vil også gerne have så mange input som muligt fra jer medlemmer, så vi har det bedst mulige grundlag at træffe beslutning på. 

Vi er dog helt enige om, vi stadig skal have en restaurant, hvor der både kan købes mad og drikkevarer. Vi tror, at det er et stort ønske blandt medlemmerne, og det er også et godt aktiv, når vi skal tiltrække greenfee-gæster. 

Nye maskiner 

Vi har i bestyrelsen skullet tage stilling til en stor investering i udskiftning af klippere, en fairway klipper og en green klipper. Jeg har tidligere i et nyhedsbrev gjort rede for, at vi valgte at investere 1.015.000 kr. i nye klippere frem for at købe brugte maskiner, som vi også fik tilbudt. De væsentligste begrundelser for at vælge de nye maskiner er, som jeg skrev, en forventet levetid på 8 – 10 år og med forventet væsentligt færre reparationer, end der ville være på brugte maskiner. 

Fairway klipperen er jo allerede i brug, mens green klipperen først leveres til marts. Betalingen af fairway klipperen er sket her i oktober måned, og green klipperen skal betales ved leveringen. Købet vil derfor først påvirke næste års regnskab, men der er naturligvis taget højde for udgiften i budgettet, som kassereren vil fremlægge senere. 

Ny rating af vores bane 

I september har DGU gennemført en rating af vores bane, og resultatet har udmøntet sig i nye konverteringstabeller. Når de nye tabeller tages i brug, vil de fleste af os få et ekstra slag at gøre godt med på runden. DGU skriver, at når ratingen af banen ændres en lille smule, er det i overvejende grad begrundet i banens naturlige udvikling. Jeg tror de fleste af os længe har ment, at der er brug for ekstra slag på vores bane i forhold til mange andre baner. 

Vi har i bestyrelsen besluttet, at de nye konverteringstabeller tages i brug fra 1. marts 2016. Golfboks bliver naturligvis opdateret på det tidspunkt. 

Nye golfregler fra 2016 

Det er nok mange bekendt, at golfreglerne ændres hvert fjerde år, og det betyder, at der kommer nye regler med gyldighed fra 1. januar 2016. Vi har planer om at arrangere et par regelaftener i løbet af foråret, så vi kan få styr på de væsentligste ændringer i forhold til spillet. 

Ud over ændringerne i golfreglerne er der også sket ændringer i handicapsystemet. Nogle af de væsentligste er: 

1. Der kan nu registreres et EGA-handicap for spillere i intervallet 36 til 54. Dvs. at alle spillere med handicap op til og med 54 kan få registreret et EGA-handicap. 

2. Antal EDS runder øges fra 2 til 3 om ugen. 

3. Grænsen for tællende 9-huls runder sænkes fra 18,5 til 11,4. 

4. Der indføres en periode for ”vinterregler” med mulighed for, at der kan handicapreguleres i perioden 1. november – 30. april selv om der spilles med oplæg. Der er ligeledes en generel godkendelse i hele sæsonen til at handicapregulere selv om der spilles med oplæg – DGU skal bare orienteres. Vi har allerede givet DGU en sådan orientering, så der er nu mulighed for handicap-regulering hele året, undtaget når vi spiller vintergreens. 

 

EGA og DGU har til den nye sæson også været inde og lave ændringer i aldersgrænserne for senior- og veteranherrer, så det bliver ens for damer og herrer. Frem over er man Senior fra og med det år, man fylder 50; og man er Veteran fra og med det år, man fylder 60. DGU har desuden indført en Super-veteran aldersgruppe for spillere fra og med det år, man fylder 70. 

Samarbejde med skoler 

Jeg nævnte tidligere, at antallet af juniorer og bambier er faldet til henholdsvis 5 og 6 medlemmer. Vi synes, det er et problem, for Dejbjerg Golf Klub bør og skal være en klub med en medlemsskare, der repræsenterer alle aldre. Lige nu kniber det altså gevaldigt med de helt unge årgange. 

Et af de tiltag, vi har sat i gang, er samarbejde med folkeskolerne i området. Vi har været i kontakt med nogle skoler, og foreløbigt har vi haft besøg af Kirkeskolen i Skjern. Her har alle elever i 7. og 9. årgang fået en introduktion til golfspillet, og til forår kommer 8. årgang også på besøg. 

Disse besøg er bare en begyndelse, dels skal vi gerne have besøg af flere skoler, så eleverne kan se og opleve klubben og dens faciliteter, og dels skal vi have golfen ud på skolerne, så den kan indgå i de aktiviteter, der skal være i henhold til den nye folkeskolelov. Dansk Golf Union er meget aktiv på området, så her kan vi hente både hjælp og materialer. 

Det bliver spændende at se, om vi kan tiltrække nye medlemmer til ungdomsafdelingen. Kan vi det, så viser erfaringen også, at ofte følger den ene eller begge forældre med, og det er jo ikke så dårligt. 

Visions- og strategimøde 

Med hjælp fra Kim Uldahl fra Dansk Golf Union har bestyrelsen sammen med en inviteret flok af medlemmer afholdt et visions- og strategimøde, hvor vi gennem en analyse-proces er nået frem til en hel masse styrker og svagheder ved Dejbjerg Golf Klub. Som altid ved den slags analyser dominerer svaghederne, men det er heller ikke så skidt, for det er jo dem, vi nu skal i gang med at arbejde med. 

Bestyrelsen vil nu kigge nærmere på alle udsagnene, og prøve at gruppere dem, så vi får nogle indsatsområder, der kan arbejdes videre med. Her kommer I så alle sammen ind i billedet, for der vil blive indkaldt til et medlemsmøde en gang i vinter – formentlig sidst i januar eller i begyndelsen af februar – hvor vi i grupper skal arbejde med de udvalgte områder. Vi når så forhåbentlig frem til nogle gode og realistiske planer for udviklingen i Dejbjerg Golf Klub de næste 2 – 5 år. 

Medlem af DGI 

Vi blev i foråret kontaktet af DGI Vestjylland, som gav os et godt tilbud om at blive medlem af denne organisation. Det gode tilbud gik ud på, at det var gratis det første år og med reduceret pris det næste år. Vi har foreløbig meldt os ind for et år, og så skal DGI – som de selv siger – bevise, at vi får noget ud af medlemskabet. Der har været et par møder, hvor vi er begyndt at afstemme ønsker og forventninger til hinanden. 

Her i sommer arrangerede DGI en håndboldskole i Skjern, og én af aktiviteterne der var et besøg i Dejbjerg Golf Klub. Der kom rigtig mange unge, som alle havde en god dag. Næste år arrangerer DGI i samarbejde med Dejbjerglund Efterskole en sportscamp, og én af dagene, som er den 3. august, har deltagerne mulighed for at kommer her til Dejbjerg Golf Klub. Vi glæder os til at byde dem velkommen. 

Holmsland og Lemvig Golfklubber har også meldt sig ind i DGI, og vi var til fælles netværksmøde her i Dejbjerg i aftes, hvor mange tanker og ideer blev udvekslet. 

50 års jubilæum 

I 2017 kan Dejbjerg Golfklub fejre 50 års jubilæum, og i bestyrelsen forestiller vi os, at det skal fejres med maner. Hvordan gør man så det? Ja, vi har naturligvis nogle ideer, men vi vil egentlig meget hellere have ideer fra jer. Så I kan allerede nu begynde at lægge hovedet i blød, og når I så får en god idé, kan I sende den til Hanne på mail eller fortælle hende om den. Hun vil så sørge for, at den kommer videre til jubilæumsudvalget. 

Bestyrelsen har nemlig besluttet, at der skal nedsættes et udvalg til at planlægge fejringen af de 50 år. Bestyrelsen vil naturligvis også være med i arbejdet, men hvis det skal være effektivt, skal der være en flok mennesker, som kun arbejder med den opgave. Vi forestiller os, at der er mange, som gerne vil være med i et sådant jubilæumsudvalg, og er du én af de interesserede skal du også melde dig til Hanne, og det skal være forholdsvis hurtigt. Vi nedsætter udvalget meget snart her efter generalforsamlingen. 

Klubber i klubben 

Der er som bekendt tre ”officielle” klubber i klubben: Formiddagspigerne, Eftermiddagspigerne og Torsdagsherrerne. Klubberne har deres egne årsmøder, så jeg vil ikke her berette om arbejdet i klubberne, men jeg vil blot gentage det, jeg sagde i forbindelse med klubbernes fælles planlægningsmøde. 

Her takkede jeg formandskaberne for det arbejde, de gør med at drive klubberne. Det er nemlig meget vigtigt for en golfklub, at der er nogle velfungerende klubber i klubben. De er med til at fastholde medlemmerne, fordi de her får nogen at spille med. Svarene i ”Golfspilleren i Centrum” viser tydeligt, at det er en væsentlig faktor til at fastholde medlemmerne. 

Der skal dog også lige rettes en stor tak til torsdagsherrerne for det flotte springvand i søen ved hul 9. Det er ikke sikkert, alle ved det, men springvandet er en foræring fra torsdagsherrerne. 

Beretninger fra nogle udvalg 

Jeg vil nu gå over til at berette fra nogle af vore udvalg. Det drejer sig om Begynderudvalget, Turneringsudvalget, Sportsudvalget og Baneudvalget. 

Ud over de her nævnte udvalg har vi som tidligere nævnt et PR- og sponsorudvalg, men derudover er der Amatør- og ordensudvalg, Baneserviceudvalg, Bladudvalg, Handicapudvalg og Husudvalg. Jeg vil gerne her under et takke alle udvalgsmedlemmer for indsatsen i det forløbne år. Jeg håber, at det ikke bare har været surt slid, men at de positive oplevelser har været i overtal. Det er jo, fordi man får noget igen, at så mange gerne vil yde en frivillig indsats. 

Begynderudvalget 

Begynderudvalget er klubbens største udvalg med 16 medlemmer, og de har en meget meget vigtig opgave med at modtage nye medlemmer og få dem integreret i klubben. 

Vagn Krogsgaard, der er formand for udvalget har givet nogle input vedr. udvalgets arbejde, som helt enkelt består i at skaffe nye medlemmer og at fastholde disse medlemmer. 

Der er flere aspekter i disse opgaver: 

For det første er der tiltagene, som skal skaffe nye medlemmer. Her har der i år været holdt åbent hus to gange, der har været ”spil golf med en ven”, og som noget nyt, har vi i år i forbindelse med golfturneringen Made in Denmark i Himmerland været med i tiltaget “Giv en gave for livet”. 

Der har i alt været 46 nybegyndere. 

Med hensyn til fastholdelse af medlemmer, så er det måske lige så stor en kunst, som at tiltrække nye medlemmer. Her er det vigtigt, at alle klubbens medlemmer ved imødekommenhed er med til at fastholde medlemmer. 

De sociale relationer i klubben er meget vigtige. Et slogan, vi skal huske er, at “Det er lettere at melde sig ud af en klub, end at forlade et fællesskab”. 

Begynderudvalgets medlemmer har gjort en stor indsats for at imødekomme nye golfspillere, skriver Vagn. Det vil jeg gerne tilslutte mig, og jeg vil samtidigt takke udvalgets medlemmer for det store arbejde, I har gjort. 

Jeg vil gerne i forbindelse med begynderudvalgets beretning komme med en opfordring til alle medlemmer: Dejbjerg Golf Klub har brug for alle medlemmers hjælp til at skaffe nye medlemmer, og den allerbedste måde at skaffe nye medlemmer på, er ved at anbefale klubben til venner og bekendte. Besvarelserne i ”Golfspilleren i centrum” viser, at én af de væsentligste grunde til at melde sig ind i en golfklub, er anbefaling fra andre. 

Der er altså ingen vej uden om: Gå ud og anbefal Dejbjerg Golf Klub i jeres omgangskreds, tag venner og bekendte med herud, så de kan se og evt. prøve vore dejlige faciliteter. Selv om en sådan præsentation måske ikke resulterer i en øjeblikkelig indmeldelse, kan den have været med til at tænde en interesse, som senere kan give et nyt medlem. 

Turneringsudvalget 

Mads Møller, formand for turneringsudvalget har sendt følgende beretning: 

En dejlig turneringssæson er nu lagt bag os her i Dejbjerg Golf klub. Der er afviklet mange gode turneringer og spillet meget god golf. 

Året startede godt og vi gik forventningsfulde i gang med en ny sæson, hvor årets planlagte turneringer mere eller mindre var velkendte i forhold til de foregående år. Der var en lille tilbagegang i deltagerantallet til vores åbningsturnering, dette skyldes at den lå en lørdag i stedet for søndag. Det bliver lavet om i det kommende år. 

Mange har deltaget, og det er gået godt og ligner tidligere års statistikker. Derudover deltog omkring 50 personer til klubmesterskaberne. Her kunne vi godt tænke os en større opbakning. Man kan jo godt deltage, selv om man ikke kan vinde klubmesterskabet. Her arbejdes der på at ændre konceptet. Klubmesterskaberne blev afviklet i weekenden 19. – 20. september. Der var desværre ikke deltagere til alle rækker, men følgende mestre blev kåret: 

Herrer Peder Bro Iversen 

Midage herrer Kari Ragnarsson 

Senior herrer Mads Astrup 

Veteran damer Kis Stefansen 

Veteran Herrer Kaj Gynthe Nielsen 

Der skal herfra lyde et stort tillykke til alle klubmestrene. 

Kommunemesterskabet blev i år igen afviklet i Holmsland og Dejbjerg, og om lørdagen foregik det i stiv kuling. Kommunemestre blev i A-rækken Per Strandbygaard, i B-rækken Britta Højris Hansen og i C-rækken Herluf Hindbo. De er alle tre fra Dejbjerg Golf Klub, og vi ønsker dem tillykke med mesterskabet. 

Vi har haft 6 hold med i regionsgolf. Det drejer sig om hold i A-rækken, B- rækken, C-rækken, Senior C samt Veteran B og C. Tilmelding til næste års regionsgolf er allerede i gang på golfboks – se under klubturneringer. Sidste frist er d. 15. januar. 

Til næste år vil de velkendte turneringer selvfølgelig stadig være at finde på turneringsprogrammet. Derudover vil der være flere spændende tiltage, som alle kan glæde sig til. Blandt andet kommer Pros Day tilbage på turneringsplanen. 

Der skal lyde en stor tak til alle Dejbjerg medlemmer, der har bakket op om turneringerne. 

God opbakning fik vi igen i år fra vore sponsorer – 1000 tak til jer!! Uden jer har det ikke været muligt! 

I årets tilbageblik skal der lyde en stor og velfortjent tak for godt samarbejde og fleksibilitet til alle samarbejdspartnere – det gælder både Hanne og greenkeeperstaben for alle de gode oplevelser på banen og ikke mindst på greens. 

Jeg håber vi alle ses i 2016 til flere spændende sportslige udfordringer og gode sociale oplevelser. 

Sportsudvalget 

Peder Bro Iversen har skrevet en beretning fra Sportsudvalget, og den vil jeg gerne have lov at læse op: 

Hvis vi ser lidt på den forløbne aktivitet i sportsudvalget, kan vi se tilbage på en sæson, hvor det var lige ved og næsten for vores 2 bedste hold. 

3. division senior skulle i år langt omkring. De var i pulje med Nordvestjysk, Odder og Skanderborg. Efter en tæt kamp hjemme mod Skanderborg, hvor 3 af matcherne blev afgjort på 18. hul, tabte vi desværre. Da begge hold vandt de øvrige kampe, blev det derfor Skanderborg og Dejbjerg som skulle kæmpe om at komme op i 2. div. Desværre tabte vi i Skanderborg, men blev en flot nr. 2 i puljen. Alligevel blev det til oprykning, da et hold trak sig og Dejbjerg dermed var bedste 2’er i 3. div. Næste år skal vi prøve kræfter med Breinholtgaard, Vejle og Sønderjylland. 

I 2016 bliver aldersgrænsen ændret, således at senior nu er fra 50 år, veteran fra 60 år og der etableres en ny gruppe for de golfspillere, der er over 70 år, som hedder super veteran. 

For vores 4. division herrer gjaldt det om at vende tilbage til 3 div. så hurtig som muligt. De var i pulje med Skærbækmølle, Brande og Silkeborg, og specielt Silkeborg kunne blive en hård nød at knække. Lidt overraskende vandt vi i Silkeborg efter en god kamp og stod efter 5. kamp uden et eneste nederlag. Det skulle derfor afgøres i 6. og sidste kamp i Skærbækmølle, 

vinderen af den kamp ville rykke direkte op. Desværre tabte vi til et bedre hold på dagen. Det skulle vise sig, at vi også her fik muligheden for at rykke op i 3. div., da endnu et hold havde trukket sig, og Dejbjerg dermed var det hold med flest point i 4. div. 

I eliteafdelingen 2016 har vi således en 2. div. Senior, 3. div. Herrer og Kvalifikation Herrer. 

I juniorafdelingen har der været ret god aktivitet, bl.a. har 3-6 spiller deltaget i kredsturneringen. Vi har haft et par spillere, der har deltaget i diverse ranglisteturneringer rundt omkring i Jylland. 3 af vore juniorer har ligeledes deltager i DGU’s juniorholdturnering, hvor de var oppe mod Horsens og Silkeborg. Det blev ikke til så mange sejre, men en lærerig oplevelse. 

Til gengæld blev det den helt store succes i distriktsturneringen. Vi havde 6 deltager med og fik 4 videre til landsfinalen. I U14 blev Victor Knak Ostersen nr. 2 og Kristian Dideriksen nr. 6. Nicolai Bro Iversen blev nr. 1 i U19 og Jimmi Graversen nr. 2 i U22. Alt i alt en god sæson for vore juniorer. Vi har dog for få aktive juniorer, men arbejder hårdt på at involvere skoler og efterskoler noget mere. 

Baneudvalget 

Fra Jens Peder Jespersen har jeg fået følgende beretning: 

Vi har desværre haft en noget svingende standard på banen i år. I foråret var greens vores problem, da der gik meget lang tid, inden der kom ordentlig vækst i greens. Senere kom problemet med at vores semirough og rough blev for høj - med de gener, det gav med at finde bolden. Sidst på året kom der mange ormeskud, specielt på de første 7 huller. 

Der er hen over sæsonen blevet etableret nye teesteder. Dette arbejde blev desværre ikke færdiggjort til forventet tid. Nogle af de nye teesteder har også svært ved at dræne vandet. Alle teestederne skal nu dybdeprikkes, og der skal efterfylde med sand for at afhjælpe dette problem. 

Med de nye teesteder er der mulighed for alle spillere for at spille fra det teested, der passer bedst til handicappet. Vi arbejder på at få nye skilte ved teestederne, og i den forbindelse fjerner vi farvebetegnelserne for teestederne. I stedet skal der indføres nye betegnelser evt. med angivelser i hele hundrede meter – det vil så blive 60, 58, 53 og 50, men det kan også være nogle helt andre betegnelser. Erfaringer andre steder fra viser, at det er en fordel at gå væk fra farverne. Det er svært at få en mand til at slå fra Rød, men hvis teestedet hedder 50 er det lettere. 

Som allerede nævnt er det besluttet at udskifte vores gl. fairwayklipper og greenklipper, da de er meget slidte. Vi har allerede fået leveret den nye fairwayklipper, og den nye greenklipper kommer til marts næste år. De gamle maskiner vil blive brugt som 2. maskine i tilfældet af uheld med de nye. 

Med udgangen af oktober måned blev der taget en beslutning af en enig bestyrelse om at afskedige vores greenkeeper Karsten Kastrup. Bestyrelsen havde mistet tilliden til, at Karsten er den rigtige til at lede mandskabet hos greenkeeperne, og derudover var der utilfredshed med den måde, Karsten har håndteret de opgaver, som er stillet af baneudvalget og bestyrelsen. 

Bestyrelsen er gået i gang med at finde en ny Chef greenkeeper. Stillingen bliver slået op meget snart, og vi håber så på at få ansøgninger fra nogle velkvalificerede folk. 

Vinterbanen er taget i brug nu, og vi skal ikke forvente at komme på sommergreens mere i år. 

Årsagen er, at vi har fået så meget vand, at greenkeeperne har vurderet, at det vil skade greens og omliggende områder at spille mere på dem. Vi overvejer lidt at indføre vintermåtter – dvs. små måtter, som man har med sig til at slå fra på fairway for at undgå skader i fairway. Vi vil gerne høre jeres holdning til vintermåtter. 

Laura Tang Madsen har valgt at sige stop i udvalget, og derfor søges mindst et nyt medlem. Udvalget består nu kun af mænd, så derfor vil vi specielt gerne høre fra kvinder, der kunne tænke sig at deltage i arbejdet i udvalget. Der skal lyde en stor tak til Laura for samarbejdet. 

Tak 

Jeg vil gerne slutte min beretning med at takke først og fremmest alle de frivillige hjælpere, som vi har her i Dejbjerg Golfklub. Det er uvurderligt for enhver forening, at der er nogle frivillige, som kan og vil træde til, når der skal løses forskellige opgaver såvel store som små. Mange af jer deltager som tidligere nævnt i arbejdet i de forskellige udvalg, men der er også mange, som træder til, når der skal løses en helt konkret opgave. Tak for det – uden jeres hjælp kunne klubben ikke eksistere. 

Jeg vil også gerne sige tak til kollegerne i bestyrelsen for det gode samarbejde. Jeg var jo lidt spændt på, hvordan det skulle gå som nyvalgt at skulle overtage hvervet som formand. Jeg synes, I har været med til at gøre det til en rigtig spændende, men samtidig overkommelig opgave. 

Til sidst vil jeg gerne rette en tak til de ansatte for jeres indsats i det forløbne år. Jeg vil tillade mig at nævne Hanne og Johnny ved navn, da det jo først og fremmest har været jer, der med råd og dåd har skullet hjælpe bestyrelsen igennem de mange opgaver i årets løb. Det har I været rigtig gode til, så tak til jer to. 

Tak for ordet. 

Herefter blev beretningen sat til debat ved dirigentens foranstaltning. 

Følgende medlemmer kom med bemærkninger: Las Stefansen En kommentar til greenfee – Vi skal sørge for at der ikke er så mange 2 bolde i weekends, da det ikke giver en god oplevelse for gæster at skulle lukke en række af 2 bolde igennem. 

Rolf W. Christensen En kommentar til greenfee – forslag om at der laves pakker med greenfee og spisning. 

Beth Hansen En kommentar til restauranten – Er der en statistik over hvor mange der bruger restauranten? Kurt Dalgaard – Vi regner med ca. 200 af klubbens medlemmer. 

Kaja Rud Hansen En kommentar til restauranten – Det er vigtigt at der er åbent, når der står at der skulle være åbent. 

Claus H. Christensen En kommentar til restauranten – Ved man hvor mange greenfee gæster der spiser. Kurt Dalgaard – Nej det ved vi ikke. 

Erik Peetz En kommentar til restauranten – Da der i sin tid blev givet gavekort til klubbens medlemmer på 100 kr., blev de så brugt. Ole Møller – der var for 30.000 kr. som ikke blev brugt. 

Viggo Nielsen En kommentar til restauranten – Omsætningen skal stige for at det kan gå for en forpagter. 

Henning Nielsen En kommentar til restauranten – I stedet for at sætte priserne op, skulle man overveje at sætte prisen ned, for at få flere gæster ind i restauranten. 

Ole Møller En kommentar til greenfee – Ikast satte en fast greenfee sats sidste år og ingen rabataftaler. De har forøget greenfee indtægterne. 

Rune Noesgaard En kommentar til restauranten – Er indretningen af restauranten optimal for hygge? 

Flemming Graversen En kommentar til greenfee - Nedsættelse af greenfee giver ekstra slid på banen. 

Kurt Dalgaard Bestyrelsen har besluttet at køre videre med Teetime og Golfhäftet, da det også giver klubben en del greenfee gæster. 

Las Stefansen En kommentar til greenfee - Hvad koster det for klubben at være med i Teetime og Golfhäftet. Kurt Dalgaard – det er gratis for klubben. 

Ole Møller En kommentar til greenfee – Ved vi hvad gennemsnits indtægten er pr. greenfee gæst? Kurt Dalgaard – Hvis vi tager alle gæsterne så er prisen godt 100 kr. pr. gæst. Men det er måske en forkert måde at regne det ud på, da det er incl. Ikast og Vejen spillere samt de gæster vi har, som har greenfee kort. 

Dirigent Peter Sørensen En opfordring til at man melder sig til at hjælpe i jubilæumsudvalget samt at man kommer med ideer. 

Ole Møller En kommentar til restauranten – En opfordring til at eftermiddagspigerne får gunstart, således at de alle kommer ind samtidig og kan spise sammen. Det vil også gøre at spilleren ikke skal vente 1. time for at 

komme ud og spille. Kurt Dalgaard – for mange blokeringer pga. gunstart vil også koste greenfee indtægter. 

Ole Møller En kommentar til restauranten – Klubben skal tænke nyt for at fremme restauranten og det sociale. 

Kirsten Simonsen En kommentar til Ole Møllers kommentar – Det kan ikke lade sig gøre med gunstart, da mange af eftermiddagspigerne er på arbejdsmarkedet, og kommer hele eftermiddagen efter hånden som de får fri. 

Jens Johnsen En kommentar til måtter – En dårlig ide. Har venner som spiller i Odder. De kommer her i løbet af vinteren for at spille, netop pga. der ikke skal bruges måtter, som de skal i Odder. 

Jørgen Nielsen En kommentar til måtter – Måtter er et tilbageskridt. 

Generalforsamlingen kunne herefter tage beretningen til efterretning med akklamation. 

Ad 3. Fremlæggelse af den reviderede årsrapport til godkendelse. Hans Peter Ø. Mikkelsen fremlagde årsrapporten med kommentarer. 

Jørgen Nielsen Hvor stort et areal er det vi har lejet? Hanne Häggqvist viste det kort som er udarbejdet sammen med lejekontrakten med Hede Danmark. Den jord vi har lejet er på hul 1 fra slugten ved træerne og så arealet op mod greenen samt fra teestedet på hul 17 over mod bækken der går langs hul 11 og så hullerne 12, 13, 14, 15 og 16. Eller sagt på en anden måde hele arealet fra bækken over mod Bundsbæk Mølle. 

Jakob Sørensen Kunne Hede Danmark ikke sponsorer jordlejen? 

Claus H. Christensen Er der lavet energitjek i klubhuset? 

Henning Hansen Opvarmning af shoppen og isoleringen er ikke optimal. Hans Peter Ø. Mikkelsen - Der er lavet energitjek og bl.a. opvarmning af shoppen er noget der er stor fokus på. 

Claus H. Christensen Er de nye maskiner leaset? Hans Peter Ø. Mikkelsen – Nej da vi ikke er momsregistreret for den del. Finansieringen er sket over kassekreditten. 

Elsa Boysen Er der noget at gøre ved renteswap. Hans Peter Ø. Mikkelsen – Ikke umiddelbart, da det vil blive rigtigt dyrt for klubben at omlægge lånene. 

Erik Peetz Foreslår at der opsættes en brændeovn i klubhuset for at spare på olieudgifterne til opvarmning af klubhuset. Hans Peter Ø. Mikkelsen – Der har også været forslag oppe om halmfyr kontra oliefyr, men det synes bestyrelsen ikke er et alternativ. 

Henning Nielsen Hvad så med et pillefyr? Hans Peter Ø. Mikkelsen – Det er den samme problemstilling, hvor skal pillerne være? 

Hans V. Jespersen Spurgte til indtægten træning? Johnny Streit – Klubben får halvdelen af indtægterne for træning. 

Hans V. Jespersen Vi skal alle træne noget mere, så bliver vi dygtigere og klubben tjener flere penge. 

John Holm Hvad skyldes stigningen i el udgifterne? Hans Peter Ø. Mikkelsen – Det skyldes at årsopgørelsen som er med i dette regnskabsår dækker 2 år. 

Den reviderede årsrapport blev enstemmigt godkendt ved akklamation. 

Ad 4. Fremlæggelse af budget for 2015/2016 og fastsættelse af medlemskontingent og indskud. Hans Peter Ø. Mikkelsen fremlagde budgettet for 2015/2016 og kom med følgende kommentarer. 

Budgettet er udarbejdet ud fra, at medlemskontingenterne for seniorer stiger med 200 kr. og ynglinge/studerende stiger med 50 kr. Las Stefansen Hvorfor nedsættes sponsorindtægterne? Bent Byskov – Vi kan ikke forvente at det vil blive ved den høje indtægt vi har haft indtil nu. 

Rune Noesgaard Hvad er årsagen til at man foreslår en halvering af fjernmedlemskontingent? Kurt Dalgaard – Vi har pt. kun 8 fjernmedlemmer og håber ved dette tiltag at tiltrække endnu flere. Vi har sammenlignet os med omkring liggende klubber, som har vist at vi ligger ret højt i fjernmedlems kontingent. Fremover er det et krav at man bor længere væk fra Dejbjerg Golf Klub end man gør på sin hjemmeklub. 

Las Stefansen Foreslår at Ikast/Vejen aftalen kommer til at koste et beløb. Kurt Dalgaard – Det er ikke noget vi har overvejet. Men til orientering så er der flere Dejbjerg spillere, der bruger denne ordning end der er Ikast og Vejen spillere der gør. 

Las Stefansen Hvorfor sætte kontingentet op? Vil det give flere medlemmer? Kurt Dalgaard – Det er nødvendigt for at kunne fremtidssikre banen, måske overtage restaurant driften måske udskifte oliefyret som ikke bliver ved med at kunne holde. 

Budget og kontingenttakster for regnskabsåret 2015/2016 blev vedtaget. 

Ad 5. Behandling af forslag fra bestyrelsen. Ingen. Punktet udgår. 

Ad 6. Behandling af forslag fra medlemmerne. Ingen. Punktet udgår. Ad 7. Valg af bestyrelsesmedlemmer: På valg er Bent Byskov, som ikke modtager genvalg, Jens Peder Jespersen, som modtager genvalg og Peder Bro Iversen, som modtager genvalg. Dirigenten udpegede følgende som stemme optællere: Leo Simonsen, Bjarne G. Hansen og Ole Tagmos. 

Der blev så uddelt forslagssedler til de fremmødte og dirigenten pointerede at man kun skulle foreslå medlemmer, som ønskede valg til bestyrelsen. 

Følgende blev foreslået: Jens Peder Jespersen Peder Bro Iversen Frits Christensen Rune Noesgaard Erik Byskov Larsen 

Følgende blev også foreslået men blev efterfølgende streget igen, da de ikke ønsker at modtage valg eller ikke har givet tilsagn om at de ønsker det: Laura Tang Madsen Aksel Krogsgaard Villy Svinth Mads Astrup Bjarne G. Hansen Birthe Guldbrand Jens Peder Byskov Leo Sørensen Peter Sørensen 

Las Stefansen Viggo Nielsen 

Den skriftlige afstemning gav følgende resultat: Jens Peder Jespersen – 63 stemmer Peder Bro Iversen – 66 stemmer Frits Christensen – 60 stemmer Rune Noesgaard – 23 stemmer Erik Byskov Larsen – 15 stemmer 

Dirigenten kunne derefter konstatere at Jens Peder Jespersen, Peder Bro Iversen og Frits Christensen er valgt for en 2 årig periode. 

Ad 8. Valg af 1 suppleant til bestyrelsen. Som suppleanter blev Rune Noesgaard og Birthe Guldbrand foreslået. 

Den skriftlige afstemning gav følgende resultat: Birthe Guldbrand – 57 stemmer Rune Noesgaard – 19 stemmer 

Dirigenten kunne derefter konstatere at Birthe Guldbrand er valgt som suppleant til bestyrelsen. 

Ad 9. Valg af revisor Foreslået og genvalg til revisionsfirmaet – Partner Revision, Skjern. 

Ad 10. Eventuelt. Hans Viftrup Jespersen – Hvor mange runder spilles der i Dejbjerg Golf Klub. Hanne Häggqvist – Der spilles ca. 26.000 runder om året, men da alt for mange ikke bekræfter deres tider og alt for mange bare går ud uden at bestille tid, er dette tal et skøn. Så der henstilles til at man bekræfter og bestiller tider, så vi kan få et mere retvisende billede. 

Søren Holk Lauridsen – Er der nogen der bruger de hvide teesteder? Jens Peder Jespersen – En opfordring til at alle prøver alle 4 teesteder. 

Erik Byskov Larsen – Synes ikke man skal gå over til numre på teestederne. 

Jørgen Nielsen – Man skal lade være med at kalde det dameteested osv. 

Kaj Gynthe Nielsen – Vinterbanen er virkelig i en dårlig stand. Kan det ikke blive prioriteret, at der er en god vinterbane at spille på? Jens Peder Jespersen – På grund af vejret er banen ikke optimal, men så snart det er muligt at køre med klipperne igen vil greens blive klippet og teestederne vil blive flyttet til steder, hvor der ikke står vand. 

Dirigenten takkede for god ro og orden – og erklærede generalforsamlingen for afsluttet. 

Kurt Dalgaard takkede Peter Sørensen for myndig ledelse af generalforsamlingen. 

Kurt Dalgaard takkede Bent Byskov for hans arbejde for klubben i den tid han har været i bestyrelsen. 

Hanne Häggqvist overrakte præmier til vinderne af Carlsbergs Hulspilsturnering 2015. 

Klubben var efterfølgende vært for et mindre traktement. 

 

Referent: Hanne Häggqvist 

 

Dirigent: Peter Sørensen 

 

Formand Kurt Dalgaard  

Næstformand: Vagn Krogsgaard 

 Kasserer: Hans Peter Ø. Mikkelsen

Bestyrlsesmedlemmer: Jens Peder Jespersen, Mads Møller,  Bent Byskov, Peder Bro Iversen 

 

Hent referatet som PDF her!