vis-nyhed

« Tilbage

Det nye handicap system 2021

Skrevet d. 09/07-2020 af:

Danske golfspillere opfordres til at indlevere flere scores i GolfBox.

Spillerne skal nemlig have nyt handicap i 2021, når det verdensomspændende Handicapsystem træder i kraft i Danmark.

Men det nye handicap bliver ikke trukket ud af den blå luft. Det kommer til at basere sig på de scores, du har i dit scorearkiv, når vi skifter til januar 2021.

Jo flere scores, jo mere præcist bliver det fra starten af.

"Lige nu kan vi se, at 71 procent af de danske golfspillere har afleveret tre eller færre scores i 2020. Det er for få", udtaler Nick Hüttel, handicapkonsulent i Dansk Golf Union.

Alle spillere opfordres derfor til resten af året at få indtastet alle scores for alle spillede, private runder, høje som lave, fra 9 huller eller 18 huller. Det gør du ved at vælge at spille dem som EDS runder.

I det nuværende system har dit handicap måske fulgt med dig i lang tid og bliver i manges tilfælde sjældent justeret. Når det sker, er det alene det seneste scorekort, der påvirker handicappet enten meget lidt op, noget ned, eller slet ikke, hvis du er i bufferzonen.

I det nye system er handicappet et gennemsnit af de seneste scores, som kan regulere handicappet næsten frit op og ned. Dit handicap er et billede af din generelle spillestyrke, eller hvad du forventeligt kan spille til på næste runde, hvis det går godt - ud fra hvad du senest har præsteret.

Da der er tale om et gennemsnit, er der derfor brug for en større mængde nutidige scores, for at det giver mening at tage et gennemsnit af de bedste.

Dit handicap bliver således fra 2021 et gennemsnit af de 8 bedste ud af de 20 seneste handicapresultater. Har du ikke 20 scores, tages et gennemsnit af færre scores.

Beregningsmetode og overgangen

Når en score i 2021 indtastes i handicapsystemet, omregnes stablefordpoint og/eller brugte slag til et såkaldt handicapresultat ved hjælp af selve scoren og banens sværhedsgrad (Course Rating).
Handicapresultatet fortæller, hvilket handicap du reelt har spillet til på dagen, og det indgår fremover i dit scorearkiv. Herefter giver det jo intuitiv mening, at dit handicap er gennemsnittet af det du for nylig har spillet til, når det er gået bedst.

Når en ny score indtastes, beregnes handicapresultatet (det du har spillet til på dagen), og den erstatter den ældste i det løbende arkiv over 20 scores, hvorefter et nyt gennemsnit af de 8 bedste udregnes.

Hvis den indtastede score er blandt de 8 bedste, får du nyt handicap.

Hvis ikke, sker der oftest ingen ændring, og du skal derfor ikke bekymre dig for at aflevere en dårlig runde, da den ikke forhøjer dit handicap med det samme.

Når vi skal have det nye handicap i 2021, henter DGU alle scores fra dit scorearkiv fra 2018 til 2020. Alle disse omregnes til handicapresultater efter den nye metode, og dit nye handicap bliver dermed baseret på dine egne præstationer i en ikke alt for fjern fortid.

Det siger sig selv, at jo nyere dine scores er, jo mere retvisende bliver dit nye handicap fra en start.

Derfor bør du få indtastet så mange scores som muligt fra alle dine runder resten af året.

På vegne af Handicap udvalget

Jens Peder Jespersen.

 

Læs mere på https://www.golf.dk/nyhed/nyt-handicapsystem-i-2021-send-flere-scores