vis nyhed

« Tilbage

Hyggelig match med sandkage, rustne søm og træstammer

Skrevet d. 31/08-2019 af: Af Jette Bentsen

 

De gjorde det igen - bunkerpigerne. Altså vandt årets dyst med træmænd og malerfolk.

Men, men, men. Det handler om så meget andet end resultatet, når bunkerpiger, træmænd og malerfolk mødes på banen til en dyst på 18 huller. 44 frivillige deltog i årets match, og det foregik i højt humør og godt vejr. Allerede inden første slag blev der omdelt kakaolikør til alle, så man ved fuld styrke kunne gå ud til gunstart på forni. 

Bunkerpigerne, der løb med pokalen. En særlig konkurrence hos bunkerpigerne handlede om, hvor mange bunkere man nåede at gæste på en runde. Og vinderen - med fem bunker-besøg på runden - blev Grete Christensen (nummer 2 fra venstre). Præmien var blandt andet en spand og legetøj til en sandkasse ...

Træmændene, der gennem sæsonen har lavet så mange gode ting for klubben. En særlig konkurrence for træmændene handlede om, hvor mange gange man ramte et træ ... Vinderen blev begavet med rustne søm .... Og vinderen blev Las Stefansen (yderst til venstre).

Malerfolket, der flittigt har svinget penslerne i sæsonens løb. Her handlede den særlige konkurrence om, hvor mange gange man spillede sig ud i et straffeområde på runden. Vinderen blev Charles Vendelbjerg (nummer tre fra højre), der vandt et lærred med maling.

 

Undervejs i matchen var der en masse af små konkurrencer - som nærmest flaget på hul 3 og 18, nærmest flaget i 3. slag på hul 9 og nærmest flaget i 4. slag på hul 14. Dertil en holdkonkurrence - og masser af slik og overraskelser på forskellige huller på runden.

Den overordnede vinder blev Bodil Holm med 37 point (hun fik en sandkage som bedste bunkerpige) efterfulgt af Karen Iversen, ligeledes med 37 point. Treer blev Gunnar Iversen med 36 point (han fik træstammer som bedste træmand), mens Viggo Nielsen blev nummer 4 med 35 point (som bedste maler vandt han en flerfarvet kage). Holdkonkurrencen blev vundet af holdet med Bodil Holm, Anne Johanne Johnsen, Anita Hedegaard og Yvonne Rasmussen.

Stemningen var god hele dagen, der sluttede med buffet fra Hotel Smedegaard og præmieoverrækkelse. Faktisk var der en vældig snakken ved bordene, så turneringsleder Ida Fyhn Madsen hver gang skulle ringe igennem for at få ørenlyd.

En af de sidste overrækkelser handlede om kåringen af de "bedste huller". Altså de bunkere, der i sæsonens løb var blevet passet bedst. Her løb bunkerpigerne fra hul 11 og hul 8 med sejren.

Der var god stemning på holdene, hvor præmierne indtog bordene, som aftenen skred frem.

Den "yndefulde" pokal, som der spilles om.