vis-nyhed

« Tilbage

TAMA CUP: 15-årige Kristian vinder søndag

Skrevet d. 06/08-2018 af: Af Jette Bentsen

Vinder af TAMA CUP søndag blev den kun 15-årige Kristian Svinth Dideriksen fra Dejbjerg Golf Klub.

Det kostede ham en tur i vandet efterfølgende, da de elitespillere - som den unge vestjyde spiller med til daglig - syntes, at bedriften skulle fejres med at smide ham i søen.

Kristian Svinth Dideriksen deltog i turneringen på dispensation, fordi han med sine blot 15 år slet ikke er gammel nok til at deltage.

Og den dispensation brugte den meget talentfulde Dejbjerg-spiller på ekstremt fornuftig vis, så han søndag i anden runde af de 36 huller kunne slå ud som en del af den tre mand store førerbold.

Og her fortsatte han med at spille imponerende, så han med en birdie på 18. og sidste hul kunne kalde sig for dagens sejrherre med en bruttoscore på 154 slag.

Kristian Svinth Dideriksen er barnebarn af de mangeårige medlemmer i Dejbjerg, Lillian og Villy Svinth.

Det var morfar, der gik caddie for den 15-årige under de to runder søndag. Og det er næppe forkert at formode, at det var en stolt morfar, der efter de 36 huller kunne lykønske barnebarnet.

Stort til lykke med sejren til en af klubbens talentfulde unge.