vis-nyhed

« Tilbage

Nyt ansigt i køkkenet

Skrevet d. 08/07-2019 af: Af Jette Bentsen

Mange har nok opdaget det. Dejbjerg Golf Klub har fået et nyt ansigt i køkkenet.

Det er 57-årige Lone Garner, som klubben har ansat til at stille sulten hos medlemmer og gæster i cafeen.

Efter en par uger med en stille opstart og tilvænning er Lone - og de mange frivillige, der stadig hjælper i cafeen - klar til at give den mere gas i køkkenet. Et nyt menukort har set dagens lys, og den nye opstart fejres på fredag 12. juli med halv pris på menukortet.

Kortet indeholder sandwich, bøfsandwich, ribbenssandwich, stjerneskud, pariserbøf, pomfritter og håndmadder.

- Det har været spændende, men også helt nyt at komme i gang, fortæller Lone Garner, der ikke har nogen kendskab til golf.

- Jeg kan godt tænke, hvad er det, de går at roder med ude i buskadset, smiler hun og kigger ud af køkkenvinduet og over mod hul 18.

Den nye køkkenmedarbejder glæder sig til at lære mere om golf - og de vaner og spisevaner, som golfspillere har. 

- Jeg har da allerede lært, at en runde tager cirka 4 timer, siger hun, der senest kommer fra et job som bestyrer af WestGrillen i Videbæk.

Eller har Lone arbejdet med lidt af hvert, siden hun i sin tid blev uddannet blomsterbinder. Blandt andet har hun i næsten 25 år arbejdet som selvstændig med pakke-, avis- og kurerkørsel.

Men nu er hun i Dejbjerg - og håber med tiden at udvikle køkkenet. I første omgang arbejder hun eksempelvis med, at hvis man bestiller 3 håndmadder, så kan man selv bestemme, om det måske skal være 3 spegepølsemadder - hvis nu det er ens yndlingsspise ...

Rent praktisk er det stadig Hotel Smedegården i Lem, der skal levere mad ved turneringer og andre større begivenheder, hvor mange skal spise sammen. Det vil også stadig være muligt at bestille mad fra Smedegårdens menukort, hvis man er en flok, der skal spille sammen. Som hidtil skal man dog bestille i god tid. 

Spørg i cafeen eller på kontoret, hvis man er i tvivl om, hvordan man skal agere ved større selskaber.

Cafeen har her i sommer åbent alle dage klokken 12-18.

Glæd jer til Lone Garners sandwich, stjerneskud og pariserbøf. På fredag har cafeen i anledning af det nye ansigt i køkkenet halv pris på hele menukortet. Kom og hils på - og spis til halv pris.